Enhedslistens nye spidskandidat i København: Nej til udvidelse af Distortion

"Det er vigtigt, at kulturtilbuddene tager hensyn til de beboere, der bor i byen, at der er toiletforhold og ekstra skraldespande stillet op, og at der er en plan for, hvad eksempelvis 3000 mennesker i Indre by skal efter en gadeevent slutter", siger Enhedslistens spidskandidat Ninna Hedeager Olsen. Her er det Distortion i København i 2012. Foto: Claus Randrup

Af Mikael Kristensen 

Hun beskrives i et portræt i Berlingske som en "death metal rockende ræverød og intelligent politiker".

Ninna Hedeager Olsen blev lørdag den 11. marts valgt som Enhedslistens spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation. Hun afløser nuværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell på posten. 

Jeg spurgte hende om hvilke visioner hun og Enhedslisten har for København og københavnerne fremadrettet, når det gælder kulturevents som Distortion, cyklisme, Amager Fælled og hjemløse i byens gader. 
Ninna Hedeager Olsen er Enhedslistens spidskandidat i København.

Ninna Olsen, hvad er de tre vigtigste tiltag københavnerne måske får indfriet, hvis du og Enhedslisten får et godt valg ved kommunalvalget i København til november? 

"Enhedslisten vil bygge flere billige lejeboliger, så der også bliver plads til folk med almindelige eller lave indkomster og singler. For det andet: København har mange indbyggere, der er ramt af fattigdom, fordi de har været så uheldige at miste deres job eller blive syge. Ulighed er ikke godt for en by, lighed skaber tryghed og sammenhængskraft for alle i byen. Enhedslisten vil kæmpe for, at de københavnere, der er ramt af regeringens fattigdomsreformer, bliver behandlet ordentligt. Flere ansatte i jobcentrene skaber bedre sagsbehandling og færre fejl, så folk får de rigtige ydelser.  Enhedslisten vil også kæmpe for et godt børneliv for alle Københavnske børn. Vi vil forbedre forholdene i de københavnske vuggestuer, børnehaver, skoler, fritidshjem og klubber, så en pædagog eller lærer ikke skal stå alene med mange børn".

Hvad er din holdning til bilisme og cyklisme i København?

"De fleste københavnere cykler, går eller bruger den offentlige trafik. Alligevel fylder bilerne langt det meste af pladsen. Vi har i denne periode arbejdet for mere plads til cykler og gående. Det er vi kommet rigtig langt med - det skal vi have endnu mere af: flere og bredere cykelstier – og mere byrum i stedet for bilrum".

Læs interview med Alternativets spidskandidat i København, Niko Grünfeld

Distortion skal ikke udvides

Er der brug for at øge kulturudbuddet og eksempelvis gadeevents som Distortion og STRØM Festival i København?

"Kultur er meget andet end festivaller og events. Det er også museer, biblioteker, medborgerhuse, idrætsanlæg med mere. Enhedslisten vil meget gerne bruge flere penge på kultur og festivaler og gerne i de bydele, hvor beboerne ikke har så mange kulturtilbud - det kan eksempelvis være Vanløse, Valby, Amager og Brønshøj-Husum. Distortion får dog, hvad de skal have, og skal ikke udvides. Det er vigtigt, at kulturtilbuddene tager hensyn til de beboere, der bor i byen, at der er toiletforhold og ekstra skraldespande stillet op, og at der er en plan for, hvad eksempelvis 3000 mennesker i Indre by skal efter en gadeevent slutter. Hvis der ikke er et tilbud om en efterfest eksempelvis på Refshaleøen, så hjælper det ikke noget at sige at festen skal slutte til midnat, så fortsætter festen der, hvor folk bor".

Hvad er din holdning til det kommende boligbyggeri som planlægges på naturområdet Amager Fælled?

"Enhedslisten er klare modstandere af byggeriet. Vi vil bevare den smule bynatur, vi har tilbage i København. Det er vigtigt for menneskene i byen at bevare de grønne områder og den rene luft".

Udfasning af ulovlige investeringer

Hvad mener du er de største politiske sejre de sidste fire år i Københavns Borgerrepræsentation set med dine og Enhedslistens øjne?

"At vi har presset igennem, at kommunen stiller krav om 25 procent almene boliger i nybyggeri. At vi har fortsat og øget investeringerne i cykelforhold, der gør at flere og flere københavnere vælger grønne transportformer. Antallet af cykler er fornyligt oversteget antallet af biler i København. At vi har kæmpet for at kommunen fører en mere etisk investeringspolitik ved blandt andet at udfase investeringerne i de ulovlige israelske bosættelser på den palæstinensiske Vestbred og i kul-, olie- og gasindustrien".

Havnetunellen koster milliarder

Er der nogle beslutninger, du er uenig i? 

"Det er særligt på beskæftigelsesområdet. Enhedslisten vil gerne en helt anden vej, vi er imod nyttejobs og kontrol og mistro overfor syge og arbejdsløse medborgere. Vi vil hellere give folk reelle job og uddannelsestilbud, og så skal folk, der er syge ikke tvinges i arbejde eller arbejdsprøvninger, før de er klar til det, og hvis man er for syg til at arbejde, så skal man have en førtidspension. Til sidst kan nævnes havnetunnellen, som vil øge mængden af biler i byen voldsomt og koster et astronomisk milliardbeløb."

Social vicevært til unge hjemløse

Hvad mener du der skal der gøres i forhold til de hjemløse, der er i de københavnske gader? 

"Antallet af unge hjemløse er stærkt stigende på grund af regeringens nedskæringer. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at fattige københavnere kommer bagud med huslejen og bliver sat på gaden. Vi skal udvide antallet af anderledes boliger, hvor du kan bo selvom du har andre udfordringer end hjemløshed som eksempelvis psykisk sygdom eller misbrug. 
Vi har eksempelvis arbejdet på at skabe bedre muligheder for kollektive boformer sammen med de almene boligforeninger, så flere unge kan bo sammen og eventuelt få tilknyttet en social vicevært til de mest sårbare unge. Hjemløshed blandt unge handler både om boligmangel, men også om misbrug og psykiske problemer og derfor skal indsatsen have flere aspekter. Kommunen skal skabe flere muligheder for at folk på gaden skal kunne tjene deres egne penge. Det kunne være et vaskeri drevet af hjemløse. At fjerne panten for flasker løser ikke problemerne, men gør bare folk fattigere og mere desperate".

Fakta om Ninna Hedeager Olsen

Ninna Hedeager Olsen er Enhedslistens spidskandidat i København ved kommunalvalget 21. november i

Hun blev valgt ved en generalforsamling i Enhedslisten den 11. marts 2017. 

Ninna Hedeager Olsen tager over for Liste Ø's nuværende spidskandidat i København, teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, der ikke kan stille op til kommunalvalget til november grundet Enhedslistens rotationsprincip. 

Ninna Hedeager Olsen har en kandidat i arbejdsmiljøstudier fra RUC og er ansat som lektor ved det Samfundsfaglige og Pædagogiske Fakultet på Professionshøjskolen Metropol.

Kilde: Altinget.dk 

Læs mere om Ninna Hedeager Olsen

Frem mod kommunalvalget den 21. november 2017, spørger jeg her på bloggen kandidaterne på centrum-venstre fløjen i København om, hvilke visioner og politik de har for København og for københavnerne fremadrettet. 

Kommentarer