Medieomtale: Er der kun 20 MF'ere i Folketinget?


Holger K. Nielsen (SF), Rasmus Jarlov (K) og Zenia Stampe (R) ved Folkehøringen om EU. Foto: Ty Stange



Af Mikael Kristensen

Da den lokale partisoldat i 1950'erne blev valgt til det fine Folketing i København vendte den nyvalgte MF'er ofte hjem til hjemstavnen for at takke sin kreds. Som i et glansbillede fra DR's serie Krøniken, blev den lokale Palle From mødt ved landevejens sving med hurra-råb og med viftende hatte i hånden på de stolte landsbyboer der havde stemt kandidaten ind. Herefter gik turen til blødt brød og jordmoderkaffe i det lokale forsamlingshus, hvor den regionale partiavis i et stort dobbelt-opslag interviewede den hjemvendte søn, der for en stund var hjemme fra "det travle politikerliv i Kjøwenhavn

Those days are gone!

Nu må langt de fleste MF'ere se langt efter sirlige dobbelt-opslag og i stedet kæmpe hårdt for at få medieopmærksomhed, taletid, likes og delinger fra medier og vælgere. I den kamp er det ofte de 20 mest landskendte politikere, der løber afsted med medieomtalen i de større nationale medier. Tilbage står 150 relativt ukendte folketingsmedlemmer og sukker efter opmærksomhed.

TV2 opruster 
Et nyt tiltag der måske kan imødekomme udfordringen med for meget fokus på de samme politikere i medierne, står TV2 for i en ny mediesatsning.

TV 2 og TV 2 Regionerne udvider et samarbejde, som i de seneste år løbende er blevet styrket mellem hovedkanalen og regionerne. Denne gang udvides samarbejdet på Christiansborg, hvor TV2s politiske redaktion opjusteres til at levere politisk dækning til de syv TV 2-regioner som er med i samarbejdet.  

"Den omfattende nyhedsdækning af lokale og regionale forhold kræver jævnligt politisk stillingtagen fra ministre og fra regionalt valgte folketingsmedlemmer", skriver TV2 Kommunikation i en nyhed publiceret tirsdag den 29, marts.

At man netop sætter fokus på de "regionalt valgte folketingsmedlemmer" er et kærkomment tiltag. Dette kan måske være med til at bringe flere knap så kendte politikere i spil i mediebilledet, og samtidig skabe mere synlighed til de politikere som normalt ikke står forrest når kameramændene rigger til på Christiansborg-gangene. 

Som direktør Betina Bendix, TV SYD, der er ordførende direktør for TV 2 Regionerne, fastslår:

"De landsdækkende medier har særligt fokus på de 20 mest kendte folketingsmedlemmer, men der er flere end 150 andre folketingsmedlemmer, der er valgt lokalt og regionalt, og som TV 2 Regionerne også følger. Det er en af vores opgaver via bl.a. Christiansborg-redaktionen, så vælgerne har bedst muligt kendskab til de lokale folketingsmedlemmer, når de går til stemmeurnerne.

Har du hørt om Søren Egge?
I Folketinget er der som bekendt 179 medlemmer, hvor af en stor del af MF'erne lever et relativt stille og uopdaget Christiansborg-liv væk fra mediernes søgelys og borgernes lukrative opmærksomhed. 

Har du måske hørt om Dorte Ullemose, Søren Egge Rasmussen eller May-Britt Kattrup? 

Alle tre politikere blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2015. Ullemose for DF. Egge Rasmussen for Enhedslisten og Kattrup for Liberal Alliance. Listen kan fortsættes med de mange andre ukendte MFere som danskerne langt fra er på fornavn med, som det er tilfældet med Lars, Holger, Pia, Johanne og Naser. 

Ofte vil ordførerskaber, erfaring og medietæft have en del at sige i forhold til hvem medierne ringer til i folketingsgrupperne, når de kontakter partiernes presseafdelinger, ligesom det er afgørende, hvem af MF'erne der har indflydelse, magt og har forskellige nøglepositioner i partierne. Dette har selvsagt stor betydning for "værdien" på nyheds- og mediemarkedet. Og denne værdi går begge veje. Partiernes pressefolk arbejder også med at sælge de mest kendte MFere ind til de mest prestigefyldte medier. Selvfølgelig segmenteret og nøje udvalgt.

Mediebureauet Retriever publicerede i kølvandet på Folkemødet 2016 en opgørelse over, hvem der fik mest taletid i medierne på Bornholm. Ud over den lokale Bornholmer-borgmester Winni Grosbøll fra Socialdemokraterne, en højaktuel Pussy Riot-deltager samt en bornholmsk politimester, der forsøgte at holde styr på Folkemøde-gæsterne, viser opgørelsen at på et bredtfavnende folkemøde, hvor også de mere ukendte politikere deltager, er det de samme politikere, som vi kender fra det daglige mediebillede, der bliver citeret igen og igen.

Top 10: Mest citerede ved Folkemødet 2016:

1: Lars Løkke Rasmussen (statsminister, V)
2: Kristian Thulesen Dahl (MF, DF)
3: Winni Grosbøll (Bornholms borgmester, S)
4: Kristian Jensen (udenrigsminister, V)
5: Mette Frederiksen (MF, S)
6: Uffe Elbæk (MF, AL)
7: Pia Kjærsgaard (MF, DF)
8: Nadesjda Tolokonnikova (Pussy Riot)
9: Carsten Andersen (Bornholms Politi)
10: Anders Samuelsen (MF, LA).

(Kilde: Retreiver, Ritzau, Bornholms Tidende)

Det er klart at mediernes kameralinser, tweets og mikrofoner drejer sig synkront i den retning, hvor magten er placeret. Ofte legemliggjort i statsministeren og ministerholdet samt i kredsen af partiledere. Det er naturligt og sådan bør det være i et (medie)demokrati. 
Men der bør også være mere plads til flere politiske stemmer, ansigter og holdninger i et demokrati der udvikler sig og skal iltes af og til, og hvor folkestyret består af 179 medlemmer - og ikke kun de 20 mest medievante parlamentarikere.

Lokale MF'ere
Det vil klart være japansk harikiri, at sende den unge og uprøvede MF'er direkte i primetime-TV hos Clement til en hard-talk på allerførste folketings-dag, eller satse på at køre uprøvede kræfter frem i første mediegeled fra dag ét, når de spritnye folketingsmedlemmer indfinder sig og lægger hånden på Grundloven i Vandrehallen efter valget.

Men både partiernes pressetjenester og medieredaktionerne har et ansvar for at skabe mere mangfoldighed og spændvidde i de politikere der tildeles airtime og som ender med at indfinde sig på danskernes tablets, mobiltelefoner og fladskærme. 

Ude i Christiansborg-kringelkrogene på Ridebanen og i Provianthuset, hos de knap så kendte politikere findes holdninger om stort og småt. Brandvarme holdninger om lokale politiske issues: fra vandværks-udliciteringer i Herning til daginstitutions-politik i Aalborg. Alle lokale emner som er afgørende i vælgernes dagligdag, og sagtens kan forstørres til nationale mediehistorier. Hvem er de? Og hvad brænder de for? Dermed ikke sagt, at de allerede medie-etablerede kendte politikere på Borgen ikke kommunikerer om lokale emner i medierne, for det gør de. Men de mere ukendte, lokalt forankrede MFere, med lokalsagerne og borgernære eksempler inde under huden, vil måske kunne give nyt liv og ny næring til debatterne og mediedækningen.

TV-tække
Faktorer som likeability, kendthed og seertække har afgørende betydning for, at man som folkevalgt politiker bliver håndplukket mediedarling i dækningen af dansk politik. Og partierne spekulerer selvfølgelig også i, hvem af stemmeslugerne der kan sælge flest vælgerbilletter på diverse medieplatforme.

Man kan få den tanke, at man af og til rundt om på landets tv-redaktioner går mere op i om politikerne har tv-tække og gør det godt på tv, end at politikerne rent faktisk er 100 procent inde i de politiske sager, substansen og har lavet deres politiske hjemmearbejde.

Refleksionerne på redaktionerne, hvor det går stærkt, kunne måske være: Hvem gider høre på tørvetriller-politikeren, der måske kan sit stof i 100 % i detaljen men er lidt længere om at nå pointen, når man i stedet kan få den rappe, speedsnakkende Jens Lyn-politiker med glimt i øjet, der kan sine medietrænede retoriske guldkorn til sokkeholderne og som leverer statements der deler vandene med lynets hast?

11 minutter
Det er ikke til at sige om ovennævnte tanker bliver gjort på redaktionerne. Det er sandsynligt. Men sikkert er det, at nutidens tv-formater ofte går efter det hurtige, kække og skarpt snittede format, samt at der i tv-formaterne ofte ikke er plads til den ukendte MF'er. Man bruger det man kender i forvejen. Det velkendte. Og det er en skam. Det er tiltrængt med både fordybelse og samtale med nogle af de politikere, vi ikke ser så tit.

En anden ting der i samme ombæring kan opgraderes i mediedækningen af dansk politik, er den gode samtale. At der igen kommer mere tid til den længere samtale med politikerne på tv, hvor samtalerne ikke cuttes ned til korte tre-fire minutters speed-interviews, hvor det drejer sig om at nå det hele på den halve tid. 

Tidligere studievært på DR2 Ane Cortzen har i et læseværdigt indlæg beskrevet, at hun i sin tid som studievært manglede både tid og nærvær i samtalerne med de folk - ofte politikere - hun havde i studiet:

"For mit vedkommende gik det op for mig, hvor galt det stod til, da jeg blev kastet ud i at lave et talkshow live på DR 2 for et par år siden. Konceptet var, at der hver uge kom tre gæster – en kulturgæst, en aktuel samfundsgæst og et fænomen. Samfundsgæsten var næsten altid politiker. Jeg havde 6 minutter til det første interview, 11 minutter til det midterste og 3 til det sidste", fortalte hun til Politiken tilbage i 2016 under overskriften "Den gode samtale er forbi på tv-skærmen".

NB!
"If you wanna make a change, take a look in the mirror, and make that chance"
Her på bloggen vil der fremover bliver gjort en ekstra indsats for at inddrage de knap så kendte politikere. Man skal jo starte med sig selv - for at citere en 80'er sang med Michael Jackson.

Kommentarer